HVAD VIL DU VÆRE,
NÅR DU BLIVER STOR?
Når vi stiller børn spørgsmålet: “Hvad vil du være, når du bliver stor?”, giver de os ofte et svar, vi finder morsomt. Min fætter svarede gennem det meste af sin barndom: “Jeg vil være blikkenslager eller trommeslager.” En af min søns kammerater sagde: “Jeg vil være ham, der bestemmer over de andre.”
Vi griner af svarene, men de vækker også nye spørgsmål til live: Afspejler børns svar blot umiddelbare erfaringer i barnets nære livsverden? Vil alle børn på et eller andet tidspunkt være dyrepasser, arkæolog eller politimand? Eller kan et barn eller et ungt menneske ane konturerne af et livsformål?
Astrologiens menneskesyn antager, at hvert eneste menneske er født med en indbygget kompasnål, der viser livets bevægelse. At vi som alt andet levende rummer en iboende og magnetisk tiltrækning mod bestemte udviklingsprocesser frem for andre.
Tanken er temmelig provokerende i en moderne, vestlig kultur. Siden 1600-1700-tallet har vi i stigende grad opfattet mennesket som et frit, overlegent og rationelt individ, der skal erobre verden og underlægge sig naturen frem for at se sig selv som en del af den.
Det er den ekstreme version af dette moderne menneskesyn, som sniger sig ud af munden på os, når vi i et opstemtøjeblik siger til vores børn: “Du kan, hvad du vil. Du skal bare ville det nok. Der er frit valg på alle hylder, min ven.”
Men udsagnet er i min optik en arrogant cocktail af ultraliberalisme og pseudospiritualitet. For vi kan jo ikke, hvad vi vil. Vi er indlejret i en form for skæbne eller livsbane, som er med til at definere os. Vi er som individer påvirket af tid og rum og i konstant udveksling med verden omkring os.
HAR ALLE MENNESKER ET KALD?
Så det er ikke kun os, der vil noget med verden. Verden vil også noget med os. Nogle mennesker mærker det endda så stærkt, at de oplever at være kaldet.
Det engelske ord for “kald” er “vocation” efter det latinske ord “voca”, der betyder stemme, og “vocare”, der betyder at kalde. I den kristne kultur kan et menneske blive kaldet til et bestemt formål. Her er det Gud, der kalder.
Den verdensberømte nonne Moder Teresa fik i slutningen af forrige århundrede Nobels Fredspris for sit livslange arbejde dedikeret de syge og fattige. Et virke, der startede, da hun som 12-årig følte sig kaldet til opgaven, og da hun igen som 36-årig oplevede endnu et kald: at arbejde på gaderne i Indiens slumområder.
Sydafrikas tidligere præsident Nielson Mandela var ikke parti-religiøs, men var også drevet af et kald, som han satte ord på i en enestående tale i 1964:
“During my lifetime I have dedicated myself to this struggle of the African people. I have fought against white domination, and I have fought against black domination. I have cherished the ideal of a democratic and free society in which all persons live together in harmony and with equal opportunities. It is an ideal which I hope to live for and to achieve. But if needs be, it is an ideal for which I am prepared to die.”
Kaldet forlod ham ikke, selv om den hvide regering kort tid efter burede den sorte mand inde på livstid, og da der var gået 30 år, blev han valgt til præsident i det store apartheidplagede land. En opgave, der i den grad kaldte på at skabe harmoni og lige muligheder for landets sorte og hvide indbyggere.
Hvad var det, der kaldte Mandela til et liv, hvor han var parat til at leve, dø og tilbringe 27 år i fængsel for sin vision om et forenet Sydafrika? Hvor kom det fra?
Moder Teresa og Mandela var enestående mennesker med store kald, og vi er tilbøjelige til at acceptere, at de har været født til noget stort. Vi anerkender måske også, at nogle af historiens største kunstnere og opfindere følte sig kaldet til at gå kreativitetens vej, fordi de simpelthen ikke kunne lade være.
Men at noget skulle kalde på alle mennesker, inklusive dig og mig? Tanken provokerer, men den er også befriende. Ikke fordi den fratager os et ansvar, som nogen måske vil mene, men fordi den både giver os ansvaret tilbage og peger på, hvori det består. Den definerer en form for udfaldsrum for det enkelte menneske. Et udfaldsrum, som jeg tror, at vi har mistet og savner i vores materialistiske verden.
Uddrag af "LEDESTJERNER. Din guide til karrieren i et astrologisk perspektiv"